Men da Sanballat og Tobija så, at arbejdet på muren skred godt frem, og at de gabende huller blev repareret, blev de urolige og sendte bud om det til araberne, ammonitterne og ashdoditterne.
Samtidig planlagde vores fjender et overraskelsesangreb og sagde: „Før de når at se sig om, står vi midt i byen. Så slår vi dem ihjel og sætter en stopper for arbejdet!”
Men de arbejdere, der boede i de omliggende landsbyer, røbede deres planer og sagde gang på gang: „Fjenderne gør sig klar til at angribe os fra alle sider.”
Da jeg så, hvor bange de var, sammenkaldte jeg lederne og folket og holdt en lille tale til dem: „I skal ikke være bange!” sagde jeg. „Husk på, at den mægtige Gud er med os! Så vær ved godt mod og kæmp for jeres slægtninge, sønner, døtre, koner og hjem!”
Da vores fjender blev klar over, at vi var blevet advaret, og at Gud havde forpurret deres planer om et overraskelsesangreb, vendte vi tilbage til arbejdet på muren.
Men fra da af arbejdede vi altid i to hold. Mens halvdelen af folket var i gang, stod den anden halvdel sammen med lederne bag ved dem og holdt vagt i fuld rustning, bevæbnet med spyd, skjolde og buer.
Jeg gav ordre til, at alle, der boede uden for muren, skulle overnatte inde i byen, så de og deres tjenestefolk kunne deltage i arbejdet om dagen og holde vagt om natten.