|
| 1 |
|
| Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted! |
|
| 2 |
|
| Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund! |
|
| 3 |
|
| Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender; |
|
| 4 |
|
| efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres. |
|
| 5 |
|
| Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej. |
|
| 6 |
|
| Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" |
|
| 7 |
|
| For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning. |
|
| 8 |
|
| De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler: |
|
| 9 |
|
| Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde. |
|
| 10 |
|
| Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel. |
|
| 11 |
|
| Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys; |
|
| 12 |
|
| det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord, |
|
| 13 |
|
| hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne. |
|
| 14 |
|
| Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker! |
|
| 15 |
|
| Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky? |
|
| 16 |
|
| Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker? |
|
| 17 |
|
| Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind? |
|
| 18 |
|
| Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl? |
|
| 19 |
|
| Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke. |
|
| 20 |
|
| Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling? |
|
| 21 |
|
| Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen, |
|
| 22 |
|
| fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed, |
|
| 23 |
|
| og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten; |
|
| 24 |
|
| derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen. |
|
|
|
|