|
| 1 |
|
| (En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet! |
|
| 2 |
|
| Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide; |
|
| 3 |
|
| thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel; |
|
| 4 |
|
| thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund; |
|
| 5 |
|
| de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre. |
|
| 6 |
|
| Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i. |
|
| 7 |
|
| Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem. |
|
| 8 |
|
| I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale, |
|
| 9 |
|
| de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden. |
|
| 10 |
|
| Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag. |
|
| 11 |
|
| De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?" |
|
| 12 |
|
| Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand! |
|
| 13 |
|
| Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld, |
|
| 14 |
|
| jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen! |
|
| 15 |
|
| Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt." |
|
| 16 |
|
| Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne, |
|
| 17 |
|
| Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver: |
|
| 18 |
|
| Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem. |
|
| 19 |
|
| Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel! |
|
| 20 |
|
| De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet. |
|
| 21 |
|
| Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer, |
|
| 22 |
|
| var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg. |
|
| 23 |
|
| Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; |
|
| 24 |
|
| du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed. |
|
| 25 |
|
| Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden! |
|
| 26 |
|
| Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt. |
|
| 27 |
|
| Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro. |
|
| 28 |
|
| Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger. |
|
|
|
|