|
| 1 |
|
| (En Maskil af Ezraitten Etan.) Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. |
|
| 2 |
|
| Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. |
|
| 3 |
|
| Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: |
|
| 4 |
|
| "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. |
|
| 5 |
|
| Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. |
|
| 6 |
|
| Thi hvem i Sky er HERRENs Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner? |
|
| 7 |
|
| En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. |
|
| 8 |
|
| HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. |
|
| 9 |
|
| Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. |
|
| 10 |
|
| Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. |
|
| 11 |
|
| Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. |
|
| 12 |
|
| Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. |
|
| 13 |
|
| Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. |
|
| 14 |
|
| Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. |
|
| 15 |
|
| Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys! |
|
| 16 |
|
| De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. |
|
| 17 |
|
| Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; |
|
| 18 |
|
| thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige! |
|
| 19 |
|
| Du taled engang i et Syn til dine fromme: "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; |
|
| 20 |
|
| jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; |
|
| 21 |
|
| thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. |
|
| 22 |
|
| Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; |
|
| 23 |
|
| jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; |
|
| 24 |
|
| med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; |
|
| 25 |
|
| jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; |
|
| 26 |
|
| mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. |
|
| 27 |
|
| Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; |
|
| 28 |
|
| jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; |
|
| 29 |
|
| jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. |
|
| 30 |
|
| Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, |
|
| 31 |
|
| hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, |
|
| 32 |
|
| da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; |
|
| 33 |
|
| men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; |
|
| 34 |
|
| jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. |
|
| 35 |
|
| Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: |
|
| 36 |
|
| Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, |
|
| 37 |
|
| stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela. |
|
| 38 |
|
| Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; |
|
| 39 |
|
| Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; |
|
| 40 |
|
| du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; |
|
| 41 |
|
| alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. |
|
| 42 |
|
| Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; |
|
| 43 |
|
| hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; |
|
| 44 |
|
| du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, |
|
| 45 |
|
| afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. |
|
| 46 |
|
| Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? |
|
| 47 |
|
| Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! |
|
| 48 |
|
| Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. |
|
| 49 |
|
| Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? |
|
| 50 |
|
| Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, |
|
| 51 |
|
| hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor. |
|
| 52 |
|
| Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen! |
|
|
|
|