at jeg skulle gå ud i Jerusalems gader og bekendtgøre følgende budskab: „Hør hvad Herren siger: Israel, mit folk, jeg husker, hvor hengiven du var i begyndelsen. Som nygift brud var du fuld af kærlighed til mig, og du fulgte mig gennem den golde ørken.
Hør, hvad Herren har at sige: „Hvorfor vendte jeres forfædre ryggen til mig? Hvilken fejl har jeg begået, siden de forkastede mig? De begyndte at dyrke tomme afguder, indtil de selv blev lige så tomme.
Hvordan kunne de glemme, at det var mig, Herren, som førte dem ud af Egypten og gennem den golde ørken, en vildmark med farlige kløfter, med tørke og håbløshed, hvor ingen kunne drømme om at slå sig ned?
Selv deres præster søgte mig ikke. De, der skulle undervise i mine love, kendte mig ikke. Landets ledere vendte sig fra mig, og deres profeter indviede sig til Baʼal og dyrkede afguder, som ikke kunne hjælpe dem.
Prøv at rejse mod vest og spørg befolkningen på Cypern. Send bud mod øst og spørg jer for i Kedars ørken. Har et folk nogen sinde udskiftet deres guder? Og det selv om deres såkaldte guder blot er bedrag. Men mit folk har forladt mig, deres mægtige Gud, til fordel for tomme afguder.
To frygtelige ting har mit folk gjort: De har forladt mig, som er kilden med det friske, livgivende vand, og de har hugget sig vandreservoirer, der er så fulde af revner, at de ikke kan holde vand.
Deres fjender brøler som en løve, der står over et fældet bytte, deres sejrsråb gjalder gennem luften. Landet ligger i ruiner, byerne er brændt ned og står tomme tilbage.
Jeg er nødt til at gribe ind over for jeres oprør. Jeg er nødt til at straffe jer for jeres synder. Da vil I forstå, hvilken frygtelig fejl I begik, da I gjorde oprør imod Herren, jeres Gud, og holdt op med at have ærefrygt for mig – siger Herren, jeres Gud.
Det er snart længe siden, I brød løs og sprængte alle bånd, for I ønskede ikke at være undergivet mig. Nu dyrker I frugtbarhedsguder på hver en bakketop i skyggen af de grønne træer. I opfører jer som en skøge, der giver sig hen til fremmede.
Hvordan kan I påstå, at I aldrig har gjort jer urene med afgudsdyrkelse, at I aldrig har ofret til Baʼal? Tænk dog på, hvad I gjorde i Hinnoms dal. I farer fra den ene afgud til den anden som en brunstig hunkamel.
I er som et vildæsel, der er opvokset i ødemarken og vejrer i luften efter en han. Intet kan holde hende tilbage, og hannerne behøver slet ikke at jagte hende, for hun kommer selv.
Åh, Israels folk, hold op med at løbe efter afguderne, indtil I slider skoene op og er ved at gå til af tørst. Men I siger: ‚Du kan lige så godt opgive at standse os, for vi elsker de fremmede guder og bliver ved med at gå til dem.’
Som en tyv, der bliver fanget, må afsone sin straf, sådan kommer Israels folk med deres konger og embedsmænd, præster og profeter til at mærke min straf. I siger til en træklods: ‚Jeg vil ære dig som min far,’ og til en sten: ‚Jeg vil ære dig som min mor, der gav mig livet.’ I har vendt mig ryggen. Men så snart I har problemer, råber I til mig om at redde jer.
Hvorfor råber I ikke til de guder, I selv har lavet? Hvorfor lader I ikke dem løse jeres problemer? I har jo lige så mange afguder, som der er byer i Juda.
Hør efter, hvad jeg siger, mit oprørske folk: Hvorfor betragter I mig som en gold ørken? Hvorfor ser I på mig som et skræmmende mørke? Hvorfor løber I jeres vej i stedet for at komme til mig?
Alligevel siger I: ‚Vi har ikke gjort noget forkert. Gud kan da ikke være vred på os.’ Men jeg vil straffe jer strengt, fordi I påstår, at I ikke har syndet.