„Advar din bror Aron imod at gå ind bag forhænget i helligdommen, hvor arken med forsoningsstedet står. Der er helt bestemte regler for hvornår og hvordan, han skal gå derind, og hvis han overtræder de regler, skal han dø. Jeg er nemlig personligt til stede i skyen over forsoningsstedet.
Den anden buk skal bringes til Herren i levende live og forsoningsritualet skal udføres over den, hvorefter Aron skal slippe den løs i ørkenen, for at den kan være syndebuk for folket.
skal han tage et røgelseskar, fylde det med glødende trækul fra Herrens alter og sætte det ind bag forhænget. Derefter skal han fylde hænderne med den hellige, vellugtende røgelse, der er knust til pulver,
og lægge det på trækullene, så en sky af røgelse skjuler forsoningsstedet over arken, der indeholder stentavlerne med de ti bud. Gør han det, skal han ikke dø.
Desuden skal han bringe noget af tyrens blod derind og med fingeren først stænke det på den ende af forsoningsstedet, der vender mod øst, og derefter syv gange foran arken.
Så skal han gå ud og ofre folkets syndofferbuk, bringe blodet ind bag forhænget og stænke det på forsoningsstedet og foran det, ligesom han gjorde med tyrens blod.
På den måde skal han skaffe soning for det allerhelligste rum, for det er blevet besmittet af Israels folks synder, og samtidig skal han skaffe soning for åbenbaringsteltet, som står midt iblandt dem og er omgivet af deres urenhed.
Ingen anden end Aron må opholde sig i åbenbaringsteltet fra det tidspunkt, han går ind i det allerhelligste rum, til han kommer ud igen. Han alene skal forsone sig selv, sin familie og hele Israels folk med Herren.
og han skal lægge begge hænder på dens hoved og bekende al Israels folks synd og oprør over den. På den måde lægger han alle folkets synder på bukkens hoved. Derpå skal bukken føres ud i ørkenen af en mand, som er udvalgt til at gøre det.
Derpå skal han bade på et indviet sted, tage sit andet tøj på og gå ud og ofre de to væddere som brændofre, så han skaffer soning for sig selv og for dem.
Syndoffertyren og syndofferbukken, hvis soningsblod er blevet båret ind i det allerhelligste rum af Aron, skal begge bæres uden for lejren og brændes med hud og hår.
Det her er en permanent lov om forsoningsdagen, som skal gælde både for indfødte israelitter og de fremmede, som bor blandt Israels folk. På denne dag, den tiende dag i den syvende måned, må I ikke udføre noget arbejde, for det skal være en hvile- og fastedag. På den dag skal I forsones med Herren og renses for al jeres synd.
Denne forsoningsceremoni skal fremover altid udføres af den ypperstepræst, der er salvet og indviet til dette embede i sin stamfar Arons sted. Han skal iføre sig de hellige linnedklæder
Det skal være en permanent lov iblandt jer, at der på forsoningsdagen denne ene gang om året skaffes Israels folk soning for deres synder.” Moses gjorde, som Herren havde befalet ham.