Når vinhøsten nærmer sig om efteråret, vil I endnu ikke være færdige med at tærske korn, og når tiden kommer til at så jeres vinterkorn, vil I endnu ikke være færdige med at høste vindruerne. Adlyder I mig, vil jeg give jer rigeligt med mad og love jer tryghed i landet,
for jeg er Herren, jeres Gud, som førte jer ud af Egyptens land, så I ikke længere skulle være slaver. Jeg har fjernet slaveåget fra jeres skuldre og givet jer jeres værdighed og selvrespekt tilbage.
så vil jeg give jer hvad I fortjener: Jeg vil straffe jer med sygdom og pest, som skal fylde jer med rædsel og tage livsmodet fra jer. Da er det forgæves, at I tilsår jeres marker, for jeres fjender skal spise afgrøderne.
Jeg vil være imod jer, så jeres fjender vil besejre jer og tage magten fra jer. Da bliver I forvandlet til et frygtsomt folk, der flygter blot ved tanken om fjender.
Fordi I har brudt min pagt, vil jeg hævne mig på jer ved at sende fjender imod jer. Søger I tilflugt i byerne, vil jeg sende epidemier imod jer, så I bliver nødt til at overgive jer til fjenderne.
Der vil blive en sådan mangel på korn, at ti husstande må deles om det, der kan bages i en enkelt ovn. Brødet vil blive delt ud i småstykker efter vægt, og I vil ikke blive mætte af det.
Jeg vil vælte de statuer og ødelægge de røgelsesaltre, I har bygget rundt omkring på højene for at dyrke jeres afguder. Jeg vil lægge jeres lig i bunker oven på jeres afguders ‚lig’. Ja, jeg vil vende mig bort fra jer i afsky.
Og ikke nok med det: Jeg vil lægge hele jeres land øde og lade jeres fjender overtage det, mens de undrende er vidne til den straf, jeg sender over jer.
Da skal jorden langt om længe få fred og hvile. Og den skal få godtgjort alle de år, I udpinte den. Den skal ligge brak i den tid, I opholder jer som fanger i fjendens land. I den tid skal jorden opleve fred og ro. Det skal være den sabbatshvile, jeg godtgør den, fordi I udpinte den ved at overtræde budet om sabbatåret.
Og de af jer, som overlever krigen, skal pines af frygt og bekymring i landflygtigheden. Selv lyden af et blad, der hvirvles af sted for vinden, skal få jer til at fare sammen og flygte, som var der en hær i hælene på jer. I skal falde over jeres egne ben og snuble over hinanden i vild forvirring, selv om der ikke er nogen, som forfølger jer. I kan ikke klare jer mod jeres fjender.
måtte jeg vende ryggen til dem. Det var grunden til, at jeg førte dem i eksil i fjendeland. Når deres stolte, uomskårne hjerter til sidst ydmyger sig, og de accepterer den straf, jeg måtte sende over dem som følge af deres ulydighed,
Men i mellemtiden skal landet opleve fred og hvile, for jeg godtgør landet de tabte sabbatter, mens folket i eksil må afsone straffen for at have forkastet mine love og forskrifter.
På trods af det onde, de har gjort, vil jeg dog ikke forkaste dem fuldstændigt og udrydde dem helt, for derved ville jeg helt annullere min pagt med dem. Jeg er stadig Herren, deres Gud.
For at redde den sidste rest vil jeg opfylde mine løfter til forfædrene om at være deres Gud. Jeg førte jo deres forfædre ud af Egypten og ind i landet for øjnene af mange folkeslag.”