Blandt israelitterne var der en mand, der hed Kora, søn af Jitzhar, der igen var søn af Kehat, som var en af Levis sønner. Kora gjorde oprør imod Moses, og han blev bakket op af Datan og Abiram, der var sønner af den Eliab, som var søn af Pallu. De var fra Rubens stamme.
Alle disse mænd gik nu til Moses og Aron og sagde: „Nu må det være nok med det præstestyre. Vi kan alle træde frem for Herren, og han er med os hver især. Hvorfor ophøjer I jer selv over Herrens folk?”
og han sagde til Kora og hans tilhængere: „Vent til i morgen, så vil Herren vise, hvem der hører ham til, og hvem der er indviet til at træde frem for ham.
Kora, du og dine tilhængere skal komme tilbage i morgen med hver jeres røgelseskar, tænd op i dem og brænd røgelse for Herren. Så får vi at se, hvem Herren har udvalgt som præster. I levitter er gået for vidt!”
Moses sagde videre til Kora: „Er I levitter nu ikke længere tilfredse med den særstilling, Israels Gud har givet jer? Har han ikke udvalgt jer til på folkets vegne at hjælpe med arbejdet ved Herrens bolig?
Det er jo dig, der har lokket os bort fra et land, som flød med mælk og honning, for at vi skulle dø her i ørkenen. Vil du stadig påstå, at du er Guds udvalgte leder?
Du har jo ikke ført os til det land med frugtbare marker og vingårde, som flyder med mælk og honning, som du lovede os? Hvor er det blevet af? Tror du ikke, folk har øjne i hovedet? Vi vil ikke have noget med dig at gøre mere.”
Da blev Moses meget vred, og han sagde til Herren: „Lad være med at anerkende deres røgelsesofre. Jeg har aldrig forurettet nogen af dem eller stjålet så meget som et æsel fra dem.”
Næste dags morgen kom de med deres røgelseskar med ild i. Efter at de havde lagt røgelse på, stillede de sig op sammen med Moses og Aron ved åbenbaringsteltets indgang.
I mellemtiden havde Kora fået en stor del af folket over på sin side, og nu stod de foran indgangen til åbenbaringsteltet og ventede på, hvad der ville ske. Da viste Herrens herlighed sig for folket,
Men Moses og Aron kastede sig ned for Herren med ansigtet mod jorden. „Åh Gud, du som regerer over alt levende,” bad de, „er det nødvendigt at slå hele folket ihjel på grund af en enkelt mands synd?”
„Skynd jer at komme væk fra disse onde mænds telte,” advarede han de omkringstående. „I må ikke røre nogen af deres ejendele, for så mister I livet på grund af deres synd.”
Folket trak sig skyndsomt væk fra Koras, Datans og Abirams telte. Datan og Abiram kom ud og stillede sig foran døren til deres telte sammen med deres koner og børn.
Da sagde Moses til folket: „Nu skal I få at se, at jeg ikke er en selvbestaltet leder iblandt jer, men at det er Herren, som har sendt mig, for at jeg skal udføre den opgave, han har givet mig.
men hvis Herren griber ind og lader jorden åbne sig, så den opsluger dem sammen med deres ejendele, og de ryger direkte ned i dødsriget, så er det bevis på, at disse mænd har forhånet Herren.”